Nina Fahrner: Man skal kigge op for at se stjernerne

maj 05, 2019Fra Sabrina Binia Lanschützer

Jeg kæmpede mange kampe med mig selv, før jeg lærte at fokusere fuldt ud på én ting og lægge min nervøsitet til side, som når jeg løb. At konkurrere i en konkurrence, uanset sport eller situation i livet, er aldrig kun et spørgsmål om fysisk styrke, men også om mental styrke. – Nina Fahrner.

Jeg voksede op i hjertet af Østrigs smukke bjerge, i Zell am See. Jeg blev draget til bjergene fra en tidlig alder, men da min lillebror gav mig en kupon til en 'downhill-dag' til min 20 års fødselsdag, var det som om, jeg havde fundet det, jeg altid ledte efter. Adrenalinsuset var utroligt, og det var klart fra første øjeblik, at denne sport aldrig ville slippe mig. Kort efter begyndte jeg at studere fysik i Graz, men efter to år kunne jeg ikke holde det ud længere i denne by uden bjerge og flyttede mine studier til Innsbruck, hvor jeg tilbringer hvert friminut i bjergene.
Jeg tænkte længe over, hvilken historie jeg gerne vil fortælle for at give dig et indblik i min sport. Men sandheden er, at det at fortælle om en enkelt oplevelse bare ikke er nok til at forstå, hvordan man fuldt ud kan hengive sig til denne passion. Det er derimod de mange små begivenheder, der gør downhill så specielt for mig.

"Lykke er det eneste, der fordobles, når det deles." - Albert Schweitzer

Denne sport har spillet en meget vigtig og stor rolle i mit liv lige fra begyndelsen. Dybest set er det ikke en holdsport, og alligevel har jeg aldrig oplevet sådan en samhørighed før. I tilbringer dagene sammen på bjerget, får et godt grin sammen, hjælper hinanden gennem svære skadespauser og nyder den unikke stemning ved stævner i gruppen. Man bliver faktisk en familie, som man deler en fascination med, der falder for døve ører andre steder. En person, der ikke kan forstå fascinationen af denne sport, har lige så stor forståelse for vores konstante søgen efter det 'hellige spor', som vi mennesker har for rumvæsner. Det er bestemt en ulempe ved at afsætte al din fritid til noget, som den ikke-cyklende del af din omgangskreds ikke forstår. For hvis sprøjt af drikke og bad bliver byttet ud med bjerge og stier og blå mærker og skinner til tilbehør, så lider det ene eller det andet venskab meget derved.
Når jeg tænker på de sidste par år på cyklen, har sporten givet mig tusind gange mere, end den har taget. Siden jeg begyndte at cykle har jeg udviklet mig meget personligt.

Jeg tog også denne mentale styrke med mig til livssituationer uden for sporten. Jeg har lært, at du skal stå op for dine rettigheder, når du bliver behandlet uretfærdigt, men også have evnen til at indrømme din egen skyld.
Jeg blev engang spurgt, om jeg troede på 'tankens kraft'. Det finder jeg også svaret på i sporten, for det fik mig til at indse, at jeg skal kæmpe for ting, der betyder noget for mig. Efter min mening er positiv tænkning bestemt et godt værktøj, men man skal stå frem og vise sin hårdhed for at rykke grænserne for, hvad der er muligt.

"Al styrke kendes kun gennem forhindringer, som den kan overvinde." - Immanuel Kant

Min bror kalder mig nogle gange kærligt en istap, fordi jeg ofte har svært ved at engagere mig fuldt ud i, hvad jeg bestemt anser for at være en af mine største svagheder. Men hvis jeg har taget nogen ind i mit hjerte, er deres lykke højere end min, og jeg bekymrer mig ofte for meget. Også her hjælper min sport mig til at tage tankerne væk fra tingene og til at reagere i svære situationer. På min cykel pumper adrenalinen gennem hele min krop, jeg glemmer alt omkring mig og nyder friheden. Jeg synes, alle burde have sådan en udgang – også selvom det bare drejer sig om en L'AMOTION-ring, mens man tænker.

Jeg har lært i løbet af de sidste par år, at utilfredshed med dig selv er den bedste form. Der er i hvert fald en løsning – rejs dig, læg en plan og kæmp for din egen lykke! Derfor er mit budskab, som følger mig hele mit liv: Man skal løfte blikket for at kunne se stjernerne.